Priser på Akvarel
KURSUSTIDSPUNKT: Uge 29 og 30
UNDERVISER: Kjeld Wilms
DOWNLOAD PROGRAM

KURSUSPRIS
Kursus inkl. kost og logi: Kr. 3500,-
Tillæg for enkeltværelse: Kr. 700,-
Børn: Program, kost og logi: Kr. 750,-
Akvarel
Oplev omverden via tegning og maling.
Du befinder dig i Isterød Højskoles omgivelser med masser af flot natur. Se dig omkring og du finder motiver overalt, uanset hvor du retter blikket hen. Den vidunderlige natur viser sig overalt i form af sø, skov og marker. Du bliver simpelthen udsat for et sanseligt bombardement uden lige. Takket være det skiftende lys, som et resultat af varierende vejrforhold og solens skiftende lysfarver dagen igennem, skabes der løbende nye farvenuancer og dermed nye former i omgivelserne, som udfordrer iagttagelsesevnen. Disse formidable sanselige oplevelser fortjener at blive foreviget på akvarelblokken.

At male en akvarel i det fri, mens natursceneriet foregår, er en uovertruffen metode til at huske og bevare en stor sanselig oplevelse. Først og fremmest til glæde for en selv, men også for dem som får mulighed for at se akvarellen, og derved få en spændende og personlig ”fortælling” om en sanselig oplevelse i omgivelserne omkring højskolen.

På kurset lærer du at se omverdenen med malerens øjne. Med malerens viden om lysets sammensætning, farvernes tilblivelse og formernes forskellige karakterer, ser du omgivelserne på en ny måde, og din udfoldelse på akvarelblokken vil lykkes meget hurtigere og bedre.

Kurset er en inspirationskilde til yderligere fordybelse i den fascinerende aktivitet at tegne og male. Uanset hvilket niveau du er på. Undervisningen er individuel, uanset om vi befinder os under åben himmel eller under tag. Gennemgang af forskellige generelle emner omkring tegning og maling sker i fællesskab.

Kursets emner tager udgangspunkt i en akvarelbog jeg har udgivet: Lyset i Provence. Eksempler på emnerne:
• Lær brugen af akvarelfarver
• Lær at ”se” det væsentlige i et motiv
• Prøv de tre akvarel teknikker
• Lær princippet i frihåndsperspektiv
• Det magiske luftperspektiv
• Få styr på kompotionen
• Farvernes kontraster
• Skyggernes farveunivers
• Tips om brug af blyant og pensel


Oplev omverdenen via tegning og maling.
5 dage af kurset har fokus på akvarelmaling i det
det fri, ved Kjeld Wilms.

Program for kurset:

1.dag: Introduktion til kurset. At tegne og male er at kommunikere. Kort om brug af tegne- og male materialer og derefter rundtur i højskolens omgivelser med skitseblokken, og fokus på iagttagelsesevnen.
2.dag: Gennemgang af de tre basale akvarelteknikker. Lær farveblanding med få farver i blandebakke. Tegne/male i omgivelserne.
3.dag: Lidt om farvelære – de syv farvekontraster. Skyggernes farveunivers. Tegne/male ved søen.
4.dag: Øvelser i frihåndsperspektiv. Lidt om luftperspektiv. Tegne/male smukke huse eller genstande i omgivelserne.
5.dag: Gennemgang af grundprincipper i kompotion/Det gyldne snit. Tegne/male i omgivelserne. Ophængning af udpluk af ugens produktion (frivilligt).

Programmet kan eventuelt få en anden rækkefølge og småændringer alt efter vejret eller andre praktiske årsager.

Materialer til tegne- og malekurset
På kurset anvendes egne medbragte materialer. (Lidt reservematerialer findes på stedet)
Forslag til materialer: Man behøves kun få farver fx Magenterød (kold), Citrongul (kold), Cyanblå, Ultamarinblå og Smaragdgrøn (kold). Akvarelfarver købes i kapsler eller i tuber. Akvarelpensel nr. 12, og eventuelt nr. 8. Akvarelblok format A3.
Blyant nr. 2B, viskelæder, vandflaske m. tæt låg, blandebakke og papirservietter.

For yderligere information og spørgsmål:
Kjeld Wilms
Tlf.: 2426 9552,
Mail: kjeldwilms@live.dk
www.kjeldwilms.dk